Landsbyen Øster Løgum har været sognets “hovedstad” og har givet navn til sognet.

Ser man på et kort over sognet, vil man se, at byen ligger nogenlunde midt i sognet, så alle sognets indbyggere har haft nogenlunde lige langt til kirke, hvad enten man boede i Nr. Hjarup eller nede ved Genner strand. I dag er byen omgivet af gennemgående veje (Ribevej, diagonalvejen og motorvejen), men ser man bort fra dem, kan man få øje de gamle veje, som har ført fra de yderste egne af sognet til Øster Løgum. Vejnettet har lignet en stjerne med samlingspunkt i Øster Løgum.

Den nuværende Ribevej kan man imidlertid ikke “se bort fra”, fordi det er den ældste vej i sognet. Det er nemlig den gamle oksevej, der løber langs den jyske højderyg (vandskellet) og fører til Hamborg og det sydlige Europa.

Øster Løgum er en gammel forteby. En forteby er en landsby med mange gårde samlet omkring en åben plads midt i byen, der var fælleseje og samlingspunkt for landsbyen.
I dag er der en del parcelhuse i byen, men indtil for få årtier siden var der kun landbrugsejendomme og aftægtsboliger. Der var en halv snes landbrug, nogle var små, med bare et par køer og svin og en hest og ikke ret meget jord. Dengang kunne en hel familie leve af 20-30 tønder land.

Da Brødrene Friis´ maskinfabrik (BEFA) opstod, fik mange fra byen arbejde der, og der blev bygget en del parcelhuse.
Indtil 1960´erne var Øster Løgum en levende og levedygtig landsby. Alle havde endnu ikke fået bil dengang, så derfor var byen stort set selvforsynende. Der var to købmænd (Kalle Høker, som lå på hjørnet af Vestervej og Søndergade lige overfor kirken, den lukkede omkring 1980, og købmand Muus, som først lukkede i 2001, da Muus døde, og en bager, der lukkede i midten af 80´erne. Der var smed og hjulmager. Og så var der de store og vigtige huse: Kirken, præstegården, kroen og kommunekontoret. Det fik til huse i den gamle skole, da den blev nedlagt tidligt i 50´erne.

I dag er der stadig liv i byen, bestemt. Det er gode mennesker der bor her! Men nu har vi alle sammen bil og tager på arbejde udenfor byen (undtagen præsten) og vi handler ind i supermarkederne i Rødekro og Aabenraa. Der er kun et landbrug tilbage i byen. Hvis vi ser mælkebilen, kører den igennem byen, hvor den bare for 25 år siden skulle hente mælk på 6-7 gårde.

Hans Peter Erbs, sognepræst.